For mange virksomheder har arbejdet med de fysiske rammer traditionelt været præget af erfaring, intuition og æstetiske overvejelser. I dag er det billede ved at ændre sig.

I takt med stigende krav til effektivitet, fleksibilitet og medarbejderoplevelse bliver Space Management & Design i højere grad en datadrevet disciplin – og et strategisk redskab frem for noget, der primært bygger på antagelser.

Ifølge Anne Cecilie Müllertz Arnung, ansvarlig for Space Management & Design hos Newsec Danmark, ændrer det grundlæggende måden, virksomheder arbejder med deres arealer på.

– Vi ser en klar bevægelse væk fra antagelser og over mod faktabaseret viden. Det gør det muligt at træffe beslutninger om de fysiske rammer på et langt mere oplyst grundlag, siger hun.

Når data flytter ind: Space Management bliver et strategisk værktøj

Fra antagelser til indsigt

Hvor beslutninger tidligere ofte byggede på erfaring og generelle betragtninger, giver data i dag mulighed for at arbejde langt mere præcist.

Ved systematisk at analysere brugen af kontorer, møderum og fællesområder får virksomheder et konkret billede af, hvordan arbejdspladsen fungerer i praksis.

– Datadrevne analyser gør det muligt at forstå, hvor der er potentiale for at optimere. Det handler ikke kun om pladsudnyttelse, men også om at matche de faktiske arbejdsformer, forklarer Anne Cecilie.

Samtidig gør et solidt datagrundlag det lettere at synliggøre konkrete forbedringer og besparelser, som ellers kan være svære at identificere.

 

Et mere strategisk syn på kvadratmeter

Når virksomheder opnår indsigt i deres arealforbrug, ændrer det også perspektivet på de fysiske rammer.

Kvadratmeter bliver ikke længere blot en fast omkostning, men et område, der aktivt kan udvikles og optimeres.

– Vi oplever, at flere kunder efterspørger dokumentation for, hvordan deres arealer bliver udnyttet, og hvordan de kan skabe mere værdi med de samme – eller færre – kvadratmeter, siger Anne Cecilie.

Det stiller nye krav til både analyse og planlægning. Fleksible og multifunktionelle løsninger bliver centrale, fordi de gør det muligt at tilpasse indretningen til skiftende behov.

 

Samspillet mellem data og design

Data spiller en stadig større rolle – men kan ikke stå alene.

Et fysisk miljø fungerer først, når det afspejler den måde, det bliver brugt på i hverdagen.

– På tværs af alle typer projekter kigger jeg på, om mennesker kan bruge rummet intuitivt. Når et miljø fungerer godt, kræver det ikke forklaringer – det giver mening for brugerne med det samme, siger Anne Cecilie.

Her bliver koblingen mellem data og design afgørende. Data giver indsigt i mønstre og behov, mens design omsætter denne viden til løsninger, der fungerer i praksis.

 

En disciplin i udvikling

Fremadrettet forventer Anne Cecilie, at datadrevet Space Management kommer til at spille en endnu større rolle.

Især i en tid, hvor arbejdsformer er i konstant forandring, og hvor virksomheder samtidig har fokus på både bæredygtighed og ressourceoptimering.

– Vi kommer til at arbejde endnu mere med at kombinere data, fleksibilitet og brugeroplevelse. Det handler om at skabe miljøer, der kan tilpasse sig – og samtidig levere reel værdi, siger hun.